Messias

”Tidligt om morgenen vækkede min mor mig og sagde: ’Jozef, vågn op, Messias er nær; der er folk, der har set ham i Sambor.’” Sådan skal den første sætning have lydt i et af kapitlerne i Messias, den aldrig færdigskrevne og under den anden verdenskrig bortkomne roman, der skulle have været Bruno Schulz’ magnum opus.

Så tidligt som i 1934, det år novellesamlingen Kanelbutikkerne udkom, fortalte Schulz i sine breve til venner og forfatterkolleger om den projekterede roman: ”Jeg har for nylig skitseret grundplanen for et større arbejde, der vil kræve megen tid - lejlighedsvist skriveri i skolepligternes margin vil ikke være tilstrækkeligt.” Romanen skulle, fortalte Schulz endvidere, være en slags fortsættelse af de netop offentliggjorte noveller, en omskrivning eller transformation af traditionelle jødiske motiver til individuelle, selvbiografiske termer.

De anstrengende skolepligter, anfald af mismod og forlovelsen med Józefina Szelińska, der efter et års genvordigheder blev ophævet, gjorde imidlertid at arbejdet kun langsomt skred frem. De to første noveller i Sanatoriet under timeglasset, Schulz’ anden samling, der udkom i 1937, betragtes dog ofte som forstudier til romanen. I den ene, Den geniale epoke, hedder det et sted: ”På dage som denne træder Messias hen til horisontens rand og ser ned på jorden. Og når han således betragter den, hvid og stille, omgivet af en azurblå eftertænksomhed som den er, kan det ske at alting flyder sammen for hans øjne, det himmelske bælte af skyer ruller sig ud som en løber under hans fødder, og uden at vide hvad han er i færd med stiger han ned på jorden.”

Den sovjetiske besættelse af Drohobycz i 1939, og derpå den tyske i 1941 umuliggjorde det fortsatte arbejde med romanen. Det vides, at Schulz i efteråret 1942 kort inden sin død overlod en række improviserede, sejlgarnsombundne pakker i ikke-jødiske bekendtes varetægt. At manuskriptet har befundet sig i en af disse, er ikke usandsynligt.

Men overlevede det krigen? Eller blev dets sider, som den polske litteraturkritiker Jerzy Ficowski, der viede en stor del af sit liv til opsporingen af bortkomne manuskripter, breve og tegninger fra Schulz hånd, ironisk har foreslået, efter den anden verdenskrigs afslutning brugt af sovjetsoldater til at rulle omkring billig tobak?

Pludseligt vakte, men derpå atter opgivne håb om at genfinde Messias, har der været adskillige af i Ficowskis liv. Flere gange indrykkede han forgæves annoncer i polske og ukrainske aviser. Så sent som i 1987 præsenterede sig dog en vis Alex Schulz, angiveligt en illegitim søn af forfatterens afdøde bror Izydor, for Ficowski i Warszawa. For ti tusinde amerikanske dollars tilbød han at agere mellemmand ved købet af en to kilo tung pakke med papirer. Sælgeren var en mand fra Lwów, som af private grunde ønskede at forblive anonym. Transaktionen blev dog aldrig afsluttet. Kort forinden døde Alex Schulz af en hjerneblødning.

Senere, i 1990, blev Ficowski kontaktet af den svenske ambassadør i Warszawa Jean Christophe Öberg, der i mange år havde beundret Schulz’ forfatterskab. En unavngiven, sovjetisk diplomat havde fortalt ham om en pakke med manuskripter, der befandt sig i et arkiv i Moskva. Ficowski og Öberg besluttede sammen at rejse dertil. Men i 1992, da de sidste tilladelser fra de russiske myndigheder netop var opnået, døde den svenske diplomat af kræft på et hospital i Stockholm.

I et af brev til Andrzej Pleśniewicz, litteraturkritiker og forfatter til monografier om Rainer Maria Rilke og Paul Valéry, skrev Schulz i marts 1936: ”Hvis blot det var muligt at vende udviklingen om, hvis blot vi ved at gå i ring kunne nå tilbage til en slags gentagelse af barndommen og en gang til opleve dens fylde og uendelighed – da ville vi omsider erfare ’den geniale epoke’ og ’messianske tid’, som alle myter lover os.”

Hvad er da, når alt kommer til alt, det messianske? Et guddommeligt menneske? En tilbagevenden til den tabte tid? En drøm om et bortkommet manuskript?

Talmud

“Det er en kendt sag, at tiden i sin forrykthed kan bringe uorden i rækken af sædvanlige, normale år og afstedkomme andre særprægede og vanartede år, på hvilke der – ligesom en sjette finger på hånden – vokser en trettende og falsk måned ud.” Sådan begynder Bruno Schulz sin novelle En nat i højsæsonen, den trettende og sidste i samlingen Kanelbutikkerne. Denne falske, overflødige måned, skriver Schulz, består af ”vildtvoksende, golde og idiotiske dage”, der som “apokryfe skrifter er blevet smuglet ind mellem kapitlerne i årets store bog og som palimpsester i al hemmelighed skubbet ind mellem dennes blade.”

I sit essay 'A Living Schulz: Noc wielkiego sezonu' (Baltimore, 1994) kaster den amerikanske litteraturkritiker David A. Goldfarb et granskende blik på netop denne novelle. Den gængse opfattelse af Schulz, argumenterer Goldfarb, som en ikke-religiøs, ja nærmest blasfemisk forfatter er ganske fejlagtig. Med den ovenfor anførte skildring af året som en bog og den trettende, falske måned som en mærkværdig, indsmuglet, apokryf kommentar indskriver Schulz sig tværtimod i en specifik jødisk, talmudisk tradition.

Talmud, den hellige tekst, består dels af hovedteksten Mishna, som patriarken Moses modtog mundtligt fra Jahve, og dels af de udførlige kommentarer Gemara, som rabbinere har tilføjet i marginerne i århundredernes løb. At tilbede Talmud er at udlægge og diskutere begge disse tekstspor. Blandt den frommes største ønsker er dette: til det allerede vildtvoksede væv af kommentarer en skønne dag selv at kunne tilføje sin egen.

Men ikke tiden, argumenterer Goldfarb, forvandles hos Schulz til tekst, også rummet. Som tætskrevne sider i den hellige skrift er de steder i provinsbyen Drohobycz, der fremmanes i novellerne. Torvet med markedspladsen er den hellige hovedtekst, omkring den slynger sig de labyrintiske sidegader som et væv af kommentarer. I Schulz drømmeagtige tekster sammenfiltres tid og rum. Ingen kronologi er lineær. Troskyldigt bevæger læseren sig ned af ét fortællespor, men dukker så pludselig op på et andet. Alt er i bevægelse. Intet sted er der fast grund.

Men hvordan skal vi da læse Schulz? Ja, mener Goldfarb, vi skal gøre som de fromme talmudister. I hvert vores slidte billigbogseksemplar skal vi i marginerne indskrive vores egne legender, fremføre vores egne klagesange, tilføje vores egne kommentarer.

Selv skriver Schulz i En nat i højsæsonen: ”Og mon ikke jeg, når jeg skriver disse fortællinger ned og ordner disse historier om min far i tekstens slidte margen, nærer det hemmelige håb, at de engang ubemærket vil blive borte mellem de gulnede ark i denne strålende, løst bladrende bog og forsvinde i den høje knitren fra dens blade, der så vil lukke sig over dem?"

Felix Landau

Som eventyrfortællersken Sheherezade hos den skinsyge kong Shahriyar nød Bruno Schulz en tid lang beskyttelse hos Gestapo-officeren Felix Landau. Sit portræt lod den østrigske officer, møbelsnedker og selvudnævnte ’kunstkender’ male af Schulz; en såkaldt ’rideskole’ lod han ham dekorere med vægmalerier, og henover et loft i det tidligere jødiske børnehjem i Drohobycz, der fra efteråret 1941 blev brugt som selskabslokale for Gestapo-officerer, lod han ham male en freske, der forestillede en række velklædte herrer i selskabstøj. Til gengæld for dette lagde han oven i Schulz’ daglige brødration en skål suppe eller et glas marmelade. Og frem for alt lod han – under de daglige overgreb mod indbyggerne i ghettoen – Schulz gå fri.

Felix Landau blev født i Wien i 1910. Sit jødisk-klingende efternavn fik han et år gammel, da hans mor giftede sig med en jødisk forretningsmand. Da denne kort efter den første verdenskrigs afslutning døde, blev den niårige Felix anbragt i en katolsk kostskole. Seks år senere blev han medlem af det østrigske nazistpartis ungdomsafdeling og enogtyve år gammel medlem af SA. I 1934 var han involveret i mordet på den østrigske kansler Engelbert Dollfuss. Herefter sad han i fængsel, indtil han i 1938, efter Østrigs indlemmelse i Tyskland, blev Gestapo-officer i Wien.

Straks efter den anden verdenskrigs udbrud blev Felix Landau udstationeret i den polske by Radom, senere blev han forflyttet til i Lwów, og derpå fra efteråret 1941 til Drohobycz. Officielt havde han ansvaret for de jødiske tvangsarbejderes arbejdsindsats, men reelt organiserede han massenedskydninger. I Drohobycz slog han sig, med sin veninde og deres lille søn, ned i en toetages, okkerkalket Jugendstilsvilla i Jana-gaden nr 12. (i dag Tarnowski-gaden nr. 14). Ghettobeboere, der overlevede krigen, har fortalt, at han ved flere lejligheder gange fra et vindue på første sal i villaen skød ned i et overfor liggende Gärtnerei og med fortsæt dræbte adskillige, som arbejdede der.

Da Landau i begyndelsen af 1942 bad Schulz dekorere væggene i sin søns værelse, valgte Schulz at ’ansætte’ en af sine tidligere elever som assistent. Denne, en ung mand ved navn Emil Górski, huskede siden: ”Den næste ordre lød på at male nogle ”fresker” i et barneværelse. Schulz tog mig med derhen og sådan - under disse mærkværdige omstændigheder – oplevede jeg kunstneren Schulz arbejde … de scener vi malede stammede fra forskellige eventyr. Schulz skitserede den overordnede komposition og overlod mig derpå visse detaljer. Overalt var Schulz tro mod sine kreative principper: i dette børneværelses fantastiske eventyrsceneri havde kongerne, ridderne og deres væbnere alle ikke-ariske ansigtstræk, præcis som de mennesker Schulz levede blandt på denne tid. Deres lighed med de lidende og ydmygede skikkelser, Schulz overalt havde set, var forbløffende. Disse forslåede mennesker skildrede Schulz nu som stolte konger på troner af zobelskind, med gyldne kroner på hovedet, på funklende hvide heste og med sværd i hænderne omgivet af væbnere, eller siddende som fine herrer i gyldne kareter.”

I september 1943, da der ikke var en eneste indbygger tilbage i ghettoen, forsvandt Felix Landau fra Drohobycz. Ved den anden verdenskrigs afslutning gik han under falsk navn under jorden, men et år senere blev han genkendt på gaden i Linz af en jøde fra Drohobycz, et af de ofre der var undsluppet ham. Amerikansk militærpoliti arresterede ham og anbragte ham i en interneringslejr i Glasenbach. Imidlertid lykkedes det ham i 1947 at flygte, og han levede nu i mere end ti år under navnet Rudolf Jaschke i den sydvesttyske provinsby Nördlingen, hvor han drev et indretningsarkitektfirma. I 1963 blev han atter genkendt, arresteret og ved retten i Stuttgart idømt livslang fængselsstraf. Denne dom omstødtes ti år senere. Felix Landau døde i 1983 i Wien som en fri mand.

19. november 1942

Den 19. november 1942, klokken elleve om formiddagen, blev en jødisk apoteker ved navn Kurtz-Reines passet op af tyske soldater på en gade i ghettoen i Drohobycz. Da de forsøgte at kropsvisitere ham, trak han en revolver. Det skud han affyrede, sårede en soldat ved navn Hübner i hånden. Et øjeblik senere var alt kaos. Overalt i gaderne skød soldater og Gestapo-betjente efter de nærmeststående ghettobeboere. Sagesløse forbipasserende, som flygtede i panik, forfulgte de ind i baggårde og op ad trappeopgange. Omkring to hundrede og tredive omkom.

Dette efterår arbejdede Bruno Schulz sammen med nogle bekendte med katalogiseringen af en omkring et hundrede tusinde eksemplarer stor bogsamling. Bøgerne, der blev opbevaret i et tidligere jødiske alderdomshjem, stammede fra plyndringer og beslaglæggelser gennemført først af sovjetiske soldater, derpå af tyske. De ældste og mest værdifulde bind kom fra et jesuitterkloster i Chyrów. Opgaven, der var mindre anstrengende end det tvangsarbejde, de fleste jøder blev udkommanderet til, var blevet tildelt Schulz af det i ghettoen oprettede Judenrat. En statusopgørelse over arbejdet, som Schulz skrev på fejlfrit tysk, blev signeret af en Gestapo-officer ved navn Pauliszki og derpå sendt fra Drohobycz til Berlin.

Schulz var på engang fysisk og psykisk udmattet, og samtidig besluttet på at flygte. På hospitalet i ghettoen modtog han ambulant behandling. På samme tid forsøgte han ihærdigt via kontakter til den polske modstandsbevægelse og til venner i forfattermiljøet i Warszawa at skaffe falske, ’ariske’ identitetspapirer og penge til flugten. Da den 19. november oprandt, var alt parat.

Netop denne dags formiddag arbejdede Schulz imidlertid ikke på bogsamlingen, men var i stedet på vej hen til Judenrats kontorer for at hente sin daglige brødration. Klokken elleve befandt han sig sammen med sin ven Izydor Friedmann på hjørnet af Czacki-gaden og Mickiewicz-gaden. Friedmann, der overlevede krigen, huskede senere: ”Da vi hørte skuddene og så de flygtende jøder, begyndte også vi at løbe. Gestapo-officeren Günther løb den fysisk afkræftede Schulz op, satte revolveren mod hans tinding og skød to gange. Om natten vendte jeg tilbage til stedet. Jeg endevendte ligets jakkelommer og fandt nogle dokumenter og nogle pengesedler, som jeg gav til hans nevø, der selv forsvandt en måned senere. Tidligt om morgenen begravede jeg ham på den jødiske kirkegård.”

SS-Scharführer Karl Günther var en personlig fjende af Gestapo-officeren Felix Landau, der i næsten et år havde holdt sin beskyttende hånd over Schulz. Få dage forinden havde Landau vakt Günthers vrede, da han havde skudt en jødisk tandlæge ved navn Löw, der var Günthers protegé. Günther pralede samme dags aften overfor sine kolleger med mordet på Schulz.
Præcis hvor Bruno Schulz ligger begravet ved ingen mere. Den jødiske kirkegård, der efter krigen stadig var intakt, blev siden sløjfet af det kommunistiske bystyre. På grunden er der i dag opført boliger.

(Billedet ovenfor blev fundet blandt Felix Landaus ejendele, da han blev arresteret i 1963, og forestiller sandsynligvis nedskydningen af jøder i Drohobycz-området.)

Bruno Schulz i Sovjetunionen

”Vi behøver ingen ny Proust.” Sådan lød det lakonisk, da redaktionen ved det kommunistiske litteraturtidsskrift i Nye horisonter i Lwów i maj 1941 afviste at bringe en af Bruno Schulz indleveret novelle. Manuskriptet gik siden tabt. Ifølge visse udsagn handlede det om ’en vanartet søn af en skomager’, ifølge andre om en ’kalejdoskopets mester’.

Den 17. september 1939 rykkede sovjetiske tropper ind i det østlige Polen. I overensstemmelse med den blot tre uger tidligere indgåede Ribbentrop-Molotov-pagt blev Drohobycz indlemmet i Den Ukrainske Sovjetrepublik. Tusinder af områdets indbyggere deporteredes omgående til arbejdslejre, privatejendom konfiskeredes og overalt blev offentlige institutioner ensrettet. Selv undgik Bruno Schulz arrestation, men af sovjetmyndighederne blev han pålagt at male en række billeder til propagandaformål. Det arbejde, han udførte, tilfredsstillede imidlertid sjældent de politiske kommissærer. Avisillustrationen Høst i kolkhosen indbragte ham en reprimande. At male barfodede bønder var en ’politisk fejl’. Et stort oliemaleri med titlen Folkets befrielse i Vestukraine bragte ham i sikkerhedspolitiet NKVDs søgelys. Motivet - en eskadron kavalerister, der defilerede forbi en begejstret folkemængde – var det ønskede, men de mange gule og blå farveflader ærgrede politiet. De bragte, mente man, det forbudte ukrainske flag i erindring. Man mistænkte Schulz for at være ’ukrainsk nationalist’.

Efteråret 1940 indsendte Schulz sin eneste på tysk skrevne novelle Die Heimkehr til redaktionen ved Forlaget for Udenlandsk Litteratur i Moskva. Novellen blev ikke offentliggjort og findes i dag ikke i arkiverne. På samme tid bad man i Drohobycz Schulz male et stort portræt af Josef Stalin. Det skulle på en officiel festdag hænge under åben himmel på rådhusets tårn. Billedet blev udført, men et regnskylle fik farverne til at løbe ud og allikerne i tårnet snavsede billedet til. I al fortrolighed lod Schulz det gå videre til venner og bekendt, at han for første gang i sit liv nu glædede sig over, at et billede han havde malet blev ødelagt.

Bruno Schulz’ breve

Den 9. august 1944 betragtede forfatterinden Zofia Nałkowska fra et sted uden for kampzonen røgskyerne over det brændende Warszawa. Som enhver anden ville have været det, var hun rystet. I sin dagbog skrev Nałkowska, ved hvis hjælp ti år tidligere Kanelbutikkerne var blevet udgivet, en lille, ufuldendt liste over de mange uerstattelige ting, der nu blev flammernes bytte. På den forreste plads satte hun: ”de vidunderligt smukke breve fra Bruno Schulz …”

Langt de fleste af Bruno Schulz’ breve er gået tabt. Brevene til den ti år yngre ven Władysław Riff, hvis digte og poetiske prosaskitser påvirkede Schulz’ måde at skrive på, blev efter Riffs død af tuberkulose i december 1927 brændt, da man desinficerede hans værelse. Brevene til dramatikeren Stanisław Ignacy Witkiewicz (Witkacy), der som den første indflydelsesrige kulturpersonlighed offentligt udtrykte begejstring for Schulz’ fortællinger, brændte op under bombardementet af Warszawa september 1939. Og ligesom de mere end femhundrede, tætskrevne brevsider til Józefina Szelińska, Schulz’ forlovede, der med hans hjælp oversatte Franz Kafkas Processen til polsk, er også samtlige breve til forfatterne Thomas Mann og Witold Gombrowicz bortkommet.

Intet tab synes dog større end brevene til veninden Debora Vogel. Af disse fabulerende, langstrakte breve voksede i begyndelsen af 1930erne Kanelbutikkerne frem. Under krigen opbevarede hun dem, så længe det var muligt, som sit mest dyrebare eje. Vogel blev dræbt sommeren 1942 i ghettoen i Lwów.

Hvilke breve findes da stadig? For det første de otte breve fra årene 1924-34, hvori Schulz anmoder offentlige myndigheder om orlov, om beskedne lønforhøjelser eller om forflyttelse til andre stillinger. For det andet de omkring hundrede og halvtreds breve til venner og veninder, forfattere og litteraturkritikere fra det jødisk-polske, kunstnerisk-intellektuelle miljø, som Schulz tilhørte. Så godt som ingen af disse breves modtagere overlevede holocaust.

De femogtyve breve til redaktøren Zenon Waśniewski, der i sit tidsskrift Kamena havde trykt novellerne Forår og Det andet efterår, blev under krigen opbevaret af hans hustru. Waśniewski selv blev i 1942 arresteret af Gestapo. Fra en fængselscelle i fæstningen i Lublin overførtes han først til Majdanek, siden til Auschwitz, derpå til Oranienburg og til sidst til Bergen-Belsen, hvor han døde i 1945.

De tre breve til kritikeren Andrzej Pleśniewicz, som anmeldte Schulz tekster i tidsskriftet Wiadomści Literackie, findes i dag kun, fordi han under krigen havde lånt dem ud. Pleśniewicz blev taget til fange under Warszawa-opstanden i 1944, slap fri og skjulte sig derefter på landet, indtil han i februar 1945 til fods begav sig tilbage til Warszawa for at redde nogle manuskripter, som han håbede stadig lå i hans lejlighed. I Babsk blev han overrasket af et tysk luftangreb og døde.

Brevene til veninden Romana Halpern, niogtredive i alt, er den største bevarede samling af breve til et enkelt menneske. De lå under krigen i hendes tomme og forladte lejlighed i Jasna-gaden nr. 17 i Warszawa. Halpern var datter af en journalist, havde studeret ved en teaterskole og arbejdede i 1930erne for et filmagentur i Warszawa. Gennem Witkacy lærte hun i 1936 Schulz at kende. Schulz, der i denne periode havde et halvt års orlov fra gymnasiet i Drohobycz, besøgte hende ofte i hendes lejlighed. Deres brevveksling varede til krigsudbruddet. Sammen med sin familie blev hun i den tyske besættelses første år interneret i ghettoen i Warszawa. Efter de første masselikvideringer i juli 1942 flygtede hun sammen med sin søn Stefan. Sønnen blev, under falsk navn, optaget på en landbrugsskole i Kielce. Hun selv rejste videre til Kraków, hvor det takket være de fire sprog hun talte flydende og hendes stenografiske kunnen lykkedes hende – under navnet Janina Sokolowska – at blive ansat som sekretær i en tysk import-eksport-virksomhed. I september 1944 blev hun imidlertid afsløret og arresteret af Gestapo, og da de tyske tropper rømmede Kraków blev hun skudt. Efter krigsafslutningen fandt hendes søn Stefan Halpern brevene fra Schulz mellem knuste møbler og glasskår i den plyndrede Warszawa-lejlighed.

Anna Płockier

Da Bruno Schulz lærte Anna Płockier at kende i Drohobycz i den anden verdenskrigs første år, var hun femogtredive år gammel og han otteogfyrre. Płockier var uddannet maler ved kunstakademiet i Warszawa og forfatter til en række prosaskitser. Sammen med sin forlovede Marek Zwillich var hun flygtet fra jødeforfølgelserne i den tyske besættelseszone til den sovjetiske. Parret boede på et lejet værelse i landsbyen Borysław ikke langt fra Drohobycz.

De atten bevarede breve, som Schulz i perioden fra den 10. juli 1940 til den 19. november 1941 sendte til Płockier, er formentlig hans sidste. Da der under krigen ikke kunne fremskaffes konvolutter, blev brevene pakket ind i brunt indpakningspapir. De blev efter Płockiers død fundet på hendes bopæl. ”Dyrebare frøken Ania!” skrev Schulz i det første. ”Jeg glæder mig over at vi er kommet til en forståelse … Jeg kan ikke se to dage frem i tiden, ja ikke engang en enkelt … Men hvis De insisterer på at jeg skal besøge Dem, så skriv venligst. Jeg hilser Dem hjerteligt.” Af de følgende breve fremgår, at han først har besøgt hende, og hun siden ham i lejligheden i Floriańska-gaden. Hun har vist ham sine tegninger og de har talt om Rainer Maria Rilkes roman Malte Laurids Brigge.

Efteråret 1940 inviterede Schulz Płockier til at besøge sig på det sanatorium i Truskawiec, hvor han rekreerede efter en nyrestensoperation. Schulz drømte om, at hun en dag ville dukke op i en lysning i parken: ”æterisk, som en letfodet vandrer, svævende fra Borysławs lunde ind på Truskawiecs alleer.” ”Jeg bor,” skrev han, ”i pension ’Aida’ på vejen til banegården, i værelse nr. 8. Men det kan også være at jeg er i parken, i nærheden af musikken. Jeg venter Dem med længsel.” I Truskawiec oplevede Schulz en kort og umulig forelskelses lykke: ”Alt hvad De gør,” skrev han,” er mig kært og poetisk”. Brevene fra foråret 1941 er legende og drilske. I en ironisk, flirtende tone bebrejder han hende hendes ”herlige dæmoni”, hendes ”metafysiske marionetagtighed” og hendes ”Proteus-natur”. ”Hvis De er Kirke, så vil jeg være Odysseus og kende den plante, som kan bryde deres trolddom.”

Den 22. juni 1941 angreb tyske tropper Sovjetunionen. Den 1. juli blev Drohobycz besat. Samtlige skoler lukkedes og Schulz afskedigedes uden varsel. Som alle andre jødiske mænd udkommanderes han til tvangsarbejde, daglønnen var et kvart rugbrød. Han havde ikke længere ret til lægehjælp og måtte ikke længere benytte byens fortove, men skulle overalt færdes på kørebanen med en påsyet davidsstjerne på sin jakke.

Den 23. september skrev han til Płockier: ”Tanken om Dem er et sandt lyspunkt for mig, jeg tænker ikke på Dem om dagen, men gemmer i stedet erindringen om Dem til bedre øjeblikke om aftenen. De er min samtalepartner i indre dialoger.” Brevet fra den 19. november 1941 det sidste bevarede brev fra Schulz’ hånd. Schulz skrev: ”Netop i dag plages jeg af stærke samvittighedskvaler, når jeg tænker på mit forrige brev til Dem, hvori jeg morede med at give min trang til bedreviden og moraliseren luft, i stedet for at glæde mig over et nærtstående og dyrebart menneskes opdagelser og fremskridt. Jeg forestillede mig også, at De, nu hvor De havde besluttet Dem for at rejse til Warszawa, kun ville huske mig for det dårlige. Af Deres brev kan jeg se, at De nu vil rejse, men jeg kan også se, at De ikke er vred på mig, og jeg siger Dem tusinde gange tak for det. Deres afrejse gør mig meget sørgmodig.”

Er brevet et afskedsbrev? Anna Płockier og hendes forlovede havde planlagt at flygte og gå under jorden i Warszawa. De nåede det ikke. Den 27. november blev de dræbt under en massakre i Borysław af ukrainske fascister, der handlede på ordre af Gestapo.

Et år senere, den 19. november 1942, blev Bruno Schulz dræbt.