”Jeg betragtede trykket. På en stor folioside var der et portræt af en kraftig og firskåren kvinde med et energisk og erfarent ansigtsudtryk. Fra kvindens hoved flød en utrolig hårpragt, den slyngede sig tungt ned ad ryggen, og de tykke fletningers spidser slæbte hen ad gulvet. Dette var et af naturens usandsynlige luner, en folderig og overdådig kappe spundet helt inde fra hårrødderne, og det var svært at forestille sig at denne vægt ikke skulle forårsage en voldsom smerte og snart overbelaste det stakkels hoved. Men dette mirakels ejer syntes at bære den med stolthed, og teksten der var trykt ved siden af med fede typer, fortalte historien om dette under og begyndte med ordene: ’Jeg, Anna Csillag, født i Karlovice i Moravien, havde en sparsom hårvækst …’” Sådan skriver Bruno Schulz i novellen Bogen, den første i samlingen Sanatoriet under timeglasset. Men hvem var denne Anna Csillag? En kvinde på en annonce. En reklamefigur for en hårpomade der mellem 1900-10 blev solgt i alle afkroge af det Østrig-Ungarske Kejserrige. I ti år vandrede Anna Csillag gennem ungarske, russiske, polske og tyske aviser.
Anna Csillag var for fortælleren i Schulz’ novelle hvad madeleine-kagen var for fortælleren i Prousts À la recherche du temps perdu: en genvej til barndommens land. Hvor Proust er delikat, er Schulz prosaisk. Hos ham genskabes fortiden af annoncer for billige produkter. Men for barnet er intet billigt, fordomme slører endnu ikke dets blik. Foran porten til paradis står behåringens helgeninde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar