Stumfilm

”Denne sommers aftener tilbragte jeg i byens lille biograf. Jeg forlod den først efter sidste forestilling. Fra biografsalens mørke, hvor lys og skygger flygtede i panik, trådte man ind i en stille, oplyst vestibule, som fra en stormfuld nat ind i et trygt herberg. Efter de fantastiske forfølgelser gennem filmens uvejsomme terræn, efter udskejelserne på lærredet, faldt det forjagede hjerte omsider til ro her i den lyse ventesal hvis vægge beskyttede det mod trykket fra den store, patetiske nat, på dette sikre tilflugtssted hvor tiden længe havde stået stille og de elektriske glødelamper forgæves udsendte et mat lys som forstærkedes og aftog, bølge efter bølge, i takt med generatorens rumlen der også fik billetlugen til at ryste en smule. I de kedsommelige aftentimer mindede vestibulen mest af alt om en ventesal på en banegård efter at det sidste tog er kørt, ja, sådan må vel tilværelsens sidste skueplads se ud når alt er overstået og altings larm stilnet af. På en stor, farverig plakat vaklede Asta Nielsen nu uigenkaldeligt af sted med dødens sorte stigmata på panden, en gang for alle havde hendes mund åbnet sig til et sidste skrig, og hendes øjne var nu for evigt opspærrede og smukke.”

Sådan skriver Schulz i novellen Julinatten fra samlingen Sanatoriet under timeglasset. Novellen er en erindringstekst og tiden er årene inden den første verdenskrig, stumfilmenes store epoke. Som optagelser af drømme er disse tidlige biograffilm, ikke kun fordi de til stadighed skildrer omvandrende skygger, dobbeltgængere og spøgelser, men også fordi skuespillerne ligeså ubesværet går ind og ud af de endnu ubevægelige billedrammer, som man i drømme springer fra sted til sted.

På stumfilmenes lærreder vandrer skikkelser omkring i en anden verden. Med øjne forstørret af opiumsdråber ser de ind i lyset eller mørket. De er for evigt forment retten til at tale. Men hvem ved, hvornår de rækker hånden ud mod os og tager os med?