19. november 1942

Den 19. november 1942, klokken elleve om formiddagen, blev en jødisk apoteker ved navn Kurtz-Reines passet op af tyske soldater på en gade i ghettoen i Drohobycz. Da de forsøgte at kropsvisitere ham, trak han en revolver. Det skud han affyrede, sårede en soldat ved navn Hübner i hånden. Et øjeblik senere var alt kaos. Overalt i gaderne skød soldater og Gestapo-betjente efter de nærmeststående ghettobeboere. Sagesløse forbipasserende, som flygtede i panik, forfulgte de ind i baggårde og op ad trappeopgange. Omkring to hundrede og tredive omkom.

Dette efterår arbejdede Bruno Schulz sammen med nogle bekendte med katalogiseringen af en omkring et hundrede tusinde eksemplarer stor bogsamling. Bøgerne, der blev opbevaret i et tidligere jødiske alderdomshjem, stammede fra plyndringer og beslaglæggelser gennemført først af sovjetiske soldater, derpå af tyske. De ældste og mest værdifulde bind kom fra et jesuitterkloster i Chyrów. Opgaven, der var mindre anstrengende end det tvangsarbejde, de fleste jøder blev udkommanderet til, var blevet tildelt Schulz af det i ghettoen oprettede Judenrat. En statusopgørelse over arbejdet, som Schulz skrev på fejlfrit tysk, blev signeret af en Gestapo-officer ved navn Pauliszki og derpå sendt fra Drohobycz til Berlin.

Schulz var på engang fysisk og psykisk udmattet, og samtidig besluttet på at flygte. På hospitalet i ghettoen modtog han ambulant behandling. På samme tid forsøgte han ihærdigt via kontakter til den polske modstandsbevægelse og til venner i forfattermiljøet i Warszawa at skaffe falske, ’ariske’ identitetspapirer og penge til flugten. Da den 19. november oprandt, var alt parat.

Netop denne dags formiddag arbejdede Schulz imidlertid ikke på bogsamlingen, men var i stedet på vej hen til Judenrats kontorer for at hente sin daglige brødration. Klokken elleve befandt han sig sammen med sin ven Izydor Friedmann på hjørnet af Czacki-gaden og Mickiewicz-gaden. Friedmann, der overlevede krigen, huskede senere: ”Da vi hørte skuddene og så de flygtende jøder, begyndte også vi at løbe. Gestapo-officeren Günther løb den fysisk afkræftede Schulz op, satte revolveren mod hans tinding og skød to gange. Om natten vendte jeg tilbage til stedet. Jeg endevendte ligets jakkelommer og fandt nogle dokumenter og nogle pengesedler, som jeg gav til hans nevø, der selv forsvandt en måned senere. Tidligt om morgenen begravede jeg ham på den jødiske kirkegård.”

SS-Scharführer Karl Günther var en personlig fjende af Gestapo-officeren Felix Landau, der i næsten et år havde holdt sin beskyttende hånd over Schulz. Få dage forinden havde Landau vakt Günthers vrede, da han havde skudt en jødisk tandlæge ved navn Löw, der var Günthers protegé. Günther pralede samme dags aften overfor sine kolleger med mordet på Schulz.
Præcis hvor Bruno Schulz ligger begravet ved ingen mere. Den jødiske kirkegård, der efter krigen stadig var intakt, blev siden sløjfet af det kommunistiske bystyre. På grunden er der i dag opført boliger.

(Billedet ovenfor blev fundet blandt Felix Landaus ejendele, da han blev arresteret i 1963, og forestiller sandsynligvis nedskydningen af jøder i Drohobycz-området.)