Bruno Schulz’ breve

Den 9. august 1944 betragtede forfatterinden Zofia Nałkowska fra et sted uden for kampzonen røgskyerne over det brændende Warszawa. Som enhver anden ville have været det, var hun rystet. I sin dagbog skrev Nałkowska, ved hvis hjælp ti år tidligere Kanelbutikkerne var blevet udgivet, en lille, ufuldendt liste over de mange uerstattelige ting, der nu blev flammernes bytte. På den forreste plads satte hun: ”de vidunderligt smukke breve fra Bruno Schulz …”

Langt de fleste af Bruno Schulz’ breve er gået tabt. Brevene til den ti år yngre ven Władysław Riff, hvis digte og poetiske prosaskitser påvirkede Schulz’ måde at skrive på, blev efter Riffs død af tuberkulose i december 1927 brændt, da man desinficerede hans værelse. Brevene til dramatikeren Stanisław Ignacy Witkiewicz (Witkacy), der som den første indflydelsesrige kulturpersonlighed offentligt udtrykte begejstring for Schulz’ fortællinger, brændte op under bombardementet af Warszawa september 1939. Og ligesom de mere end femhundrede, tætskrevne brevsider til Józefina Szelińska, Schulz’ forlovede, der med hans hjælp oversatte Franz Kafkas Processen til polsk, er også samtlige breve til forfatterne Thomas Mann og Witold Gombrowicz bortkommet.

Intet tab synes dog større end brevene til veninden Debora Vogel. Af disse fabulerende, langstrakte breve voksede i begyndelsen af 1930erne Kanelbutikkerne frem. Under krigen opbevarede hun dem, så længe det var muligt, som sit mest dyrebare eje. Vogel blev dræbt sommeren 1942 i ghettoen i Lwów.

Hvilke breve findes da stadig? For det første de otte breve fra årene 1924-34, hvori Schulz anmoder offentlige myndigheder om orlov, om beskedne lønforhøjelser eller om forflyttelse til andre stillinger. For det andet de omkring hundrede og halvtreds breve til venner og veninder, forfattere og litteraturkritikere fra det jødisk-polske, kunstnerisk-intellektuelle miljø, som Schulz tilhørte. Så godt som ingen af disse breves modtagere overlevede holocaust.

De femogtyve breve til redaktøren Zenon Waśniewski, der i sit tidsskrift Kamena havde trykt novellerne Forår og Det andet efterår, blev under krigen opbevaret af hans hustru. Waśniewski selv blev i 1942 arresteret af Gestapo. Fra en fængselscelle i fæstningen i Lublin overførtes han først til Majdanek, siden til Auschwitz, derpå til Oranienburg og til sidst til Bergen-Belsen, hvor han døde i 1945.

De tre breve til kritikeren Andrzej Pleśniewicz, som anmeldte Schulz tekster i tidsskriftet Wiadomści Literackie, findes i dag kun, fordi han under krigen havde lånt dem ud. Pleśniewicz blev taget til fange under Warszawa-opstanden i 1944, slap fri og skjulte sig derefter på landet, indtil han i februar 1945 til fods begav sig tilbage til Warszawa for at redde nogle manuskripter, som han håbede stadig lå i hans lejlighed. I Babsk blev han overrasket af et tysk luftangreb og døde.

Brevene til veninden Romana Halpern, niogtredive i alt, er den største bevarede samling af breve til et enkelt menneske. De lå under krigen i hendes tomme og forladte lejlighed i Jasna-gaden nr. 17 i Warszawa. Halpern var datter af en journalist, havde studeret ved en teaterskole og arbejdede i 1930erne for et filmagentur i Warszawa. Gennem Witkacy lærte hun i 1936 Schulz at kende. Schulz, der i denne periode havde et halvt års orlov fra gymnasiet i Drohobycz, besøgte hende ofte i hendes lejlighed. Deres brevveksling varede til krigsudbruddet. Sammen med sin familie blev hun i den tyske besættelses første år interneret i ghettoen i Warszawa. Efter de første masselikvideringer i juli 1942 flygtede hun sammen med sin søn Stefan. Sønnen blev, under falsk navn, optaget på en landbrugsskole i Kielce. Hun selv rejste videre til Kraków, hvor det takket være de fire sprog hun talte flydende og hendes stenografiske kunnen lykkedes hende – under navnet Janina Sokolowska – at blive ansat som sekretær i en tysk import-eksport-virksomhed. I september 1944 blev hun imidlertid afsløret og arresteret af Gestapo, og da de tyske tropper rømmede Kraków blev hun skudt. Efter krigsafslutningen fandt hendes søn Stefan Halpern brevene fra Schulz mellem knuste møbler og glasskår i den plyndrede Warszawa-lejlighed.