Anna Płockier

Da Bruno Schulz lærte Anna Płockier at kende i Drohobycz i den anden verdenskrigs første år, var hun femogtredive år gammel og han otteogfyrre. Płockier var uddannet maler ved kunstakademiet i Warszawa og forfatter til en række prosaskitser. Sammen med sin forlovede Marek Zwillich var hun flygtet fra jødeforfølgelserne i den tyske besættelseszone til den sovjetiske. Parret boede på et lejet værelse i landsbyen Borysław ikke langt fra Drohobycz.

De atten bevarede breve, som Schulz i perioden fra den 10. juli 1940 til den 19. november 1941 sendte til Płockier, er formentlig hans sidste. Da der under krigen ikke kunne fremskaffes konvolutter, blev brevene pakket ind i brunt indpakningspapir. De blev efter Płockiers død fundet på hendes bopæl. ”Dyrebare frøken Ania!” skrev Schulz i det første. ”Jeg glæder mig over at vi er kommet til en forståelse … Jeg kan ikke se to dage frem i tiden, ja ikke engang en enkelt … Men hvis De insisterer på at jeg skal besøge Dem, så skriv venligst. Jeg hilser Dem hjerteligt.” Af de følgende breve fremgår, at han først har besøgt hende, og hun siden ham i lejligheden i Floriańska-gaden. Hun har vist ham sine tegninger og de har talt om Rainer Maria Rilkes roman Malte Laurids Brigge.

Efteråret 1940 inviterede Schulz Płockier til at besøge sig på det sanatorium i Truskawiec, hvor han rekreerede efter en nyrestensoperation. Schulz drømte om, at hun en dag ville dukke op i en lysning i parken: ”æterisk, som en letfodet vandrer, svævende fra Borysławs lunde ind på Truskawiecs alleer.” ”Jeg bor,” skrev han, ”i pension ’Aida’ på vejen til banegården, i værelse nr. 8. Men det kan også være at jeg er i parken, i nærheden af musikken. Jeg venter Dem med længsel.” I Truskawiec oplevede Schulz en kort og umulig forelskelses lykke: ”Alt hvad De gør,” skrev han,” er mig kært og poetisk”. Brevene fra foråret 1941 er legende og drilske. I en ironisk, flirtende tone bebrejder han hende hendes ”herlige dæmoni”, hendes ”metafysiske marionetagtighed” og hendes ”Proteus-natur”. ”Hvis De er Kirke, så vil jeg være Odysseus og kende den plante, som kan bryde deres trolddom.”

Den 22. juni 1941 angreb tyske tropper Sovjetunionen. Den 1. juli blev Drohobycz besat. Samtlige skoler lukkedes og Schulz afskedigedes uden varsel. Som alle andre jødiske mænd udkommanderes han til tvangsarbejde, daglønnen var et kvart rugbrød. Han havde ikke længere ret til lægehjælp og måtte ikke længere benytte byens fortove, men skulle overalt færdes på kørebanen med en påsyet davidsstjerne på sin jakke.

Den 23. september skrev han til Płockier: ”Tanken om Dem er et sandt lyspunkt for mig, jeg tænker ikke på Dem om dagen, men gemmer i stedet erindringen om Dem til bedre øjeblikke om aftenen. De er min samtalepartner i indre dialoger.” Brevet fra den 19. november 1941 det sidste bevarede brev fra Schulz’ hånd. Schulz skrev: ”Netop i dag plages jeg af stærke samvittighedskvaler, når jeg tænker på mit forrige brev til Dem, hvori jeg morede med at give min trang til bedreviden og moraliseren luft, i stedet for at glæde mig over et nærtstående og dyrebart menneskes opdagelser og fremskridt. Jeg forestillede mig også, at De, nu hvor De havde besluttet Dem for at rejse til Warszawa, kun ville huske mig for det dårlige. Af Deres brev kan jeg se, at De nu vil rejse, men jeg kan også se, at De ikke er vred på mig, og jeg siger Dem tusinde gange tak for det. Deres afrejse gør mig meget sørgmodig.”

Er brevet et afskedsbrev? Anna Płockier og hendes forlovede havde planlagt at flygte og gå under jorden i Warszawa. De nåede det ikke. Den 27. november blev de dræbt under en massakre i Borysław af ukrainske fascister, der handlede på ordre af Gestapo.

Et år senere, den 19. november 1942, blev Bruno Schulz dræbt.