Messias

”Tidligt om morgenen vækkede min mor mig og sagde: ’Jozef, vågn op, Messias er nær; der er folk, der har set ham i Sambor.’” Sådan skal den første sætning have lydt i et af kapitlerne i Messias, den aldrig færdigskrevne og under den anden verdenskrig bortkomne roman, der skulle have været Bruno Schulz’ magnum opus.

Så tidligt som i 1934, det år novellesamlingen Kanelbutikkerne udkom, fortalte Schulz i sine breve til venner og forfatterkolleger om den projekterede roman: ”Jeg har for nylig skitseret grundplanen for et større arbejde, der vil kræve megen tid - lejlighedsvist skriveri i skolepligternes margin vil ikke være tilstrækkeligt.” Romanen skulle, fortalte Schulz endvidere, være en slags fortsættelse af de netop offentliggjorte noveller, en omskrivning eller transformation af traditionelle jødiske motiver til individuelle, selvbiografiske termer.

De anstrengende skolepligter, anfald af mismod og forlovelsen med Józefina Szelińska, der efter et års genvordigheder blev ophævet, gjorde imidlertid at arbejdet kun langsomt skred frem. De to første noveller i Sanatoriet under timeglasset, Schulz’ anden samling, der udkom i 1937, betragtes dog ofte som forstudier til romanen. I den ene, Den geniale epoke, hedder det et sted: ”På dage som denne træder Messias hen til horisontens rand og ser ned på jorden. Og når han således betragter den, hvid og stille, omgivet af en azurblå eftertænksomhed som den er, kan det ske at alting flyder sammen for hans øjne, det himmelske bælte af skyer ruller sig ud som en løber under hans fødder, og uden at vide hvad han er i færd med stiger han ned på jorden.”

Den sovjetiske besættelse af Drohobycz i 1939, og derpå den tyske i 1941 umuliggjorde det fortsatte arbejde med romanen. Det vides, at Schulz i efteråret 1942 kort inden sin død overlod en række improviserede, sejlgarnsombundne pakker i ikke-jødiske bekendtes varetægt. At manuskriptet har befundet sig i en af disse, er ikke usandsynligt.

Men overlevede det krigen? Eller blev dets sider, som den polske litteraturkritiker Jerzy Ficowski, der viede en stor del af sit liv til opsporingen af bortkomne manuskripter, breve og tegninger fra Schulz hånd, ironisk har foreslået, efter den anden verdenskrigs afslutning brugt af sovjetsoldater til at rulle omkring billig tobak?

Pludseligt vakte, men derpå atter opgivne håb om at genfinde Messias, har der været adskillige af i Ficowskis liv. Flere gange indrykkede han forgæves annoncer i polske og ukrainske aviser. Så sent som i 1987 præsenterede sig dog en vis Alex Schulz, angiveligt en illegitim søn af forfatterens afdøde bror Izydor, for Ficowski i Warszawa. For ti tusinde amerikanske dollars tilbød han at agere mellemmand ved købet af en to kilo tung pakke med papirer. Sælgeren var en mand fra Lwów, som af private grunde ønskede at forblive anonym. Transaktionen blev dog aldrig afsluttet. Kort forinden døde Alex Schulz af en hjerneblødning.

Senere, i 1990, blev Ficowski kontaktet af den svenske ambassadør i Warszawa Jean Christophe Öberg, der i mange år havde beundret Schulz’ forfatterskab. En unavngiven, sovjetisk diplomat havde fortalt ham om en pakke med manuskripter, der befandt sig i et arkiv i Moskva. Ficowski og Öberg besluttede sammen at rejse dertil. Men i 1992, da de sidste tilladelser fra de russiske myndigheder netop var opnået, døde den svenske diplomat af kræft på et hospital i Stockholm.

I et af brev til Andrzej Pleśniewicz, litteraturkritiker og forfatter til monografier om Rainer Maria Rilke og Paul Valéry, skrev Schulz i marts 1936: ”Hvis blot det var muligt at vende udviklingen om, hvis blot vi ved at gå i ring kunne nå tilbage til en slags gentagelse af barndommen og en gang til opleve dens fylde og uendelighed – da ville vi omsider erfare ’den geniale epoke’ og ’messianske tid’, som alle myter lover os.”

Hvad er da, når alt kommer til alt, det messianske? Et guddommeligt menneske? En tilbagevenden til den tabte tid? En drøm om et bortkommet manuskript?