Kareter og drosker

En time inde i den tyske instruktør Friedrich Wilhelm Murnaus stumfilm Phantom fra 1922 ses pludselig en karet trukket af to hvide heste, men uden kusk, køre gennem en natlig bys mennesketomme gader. I kareten ligger en spøgelsesagtigt, hvidpudret kvinde henslængt. Hjulene svæver en smule over brolægningen. Det hallucinerende blik, der er vidne til dette, tilhører filmens hovedperson, en fattig ung mand, der føler sig kaldet som digter. En umulig forelskelse i en rig patricierdatter har bragt ham fra sans og samling. Med alskens teknisk opfindsomhed lader ekspressionisten Murnau sit publikum betragte den vanvittiges delirier: et cafebord snurrer rundt, trappetrin bevæger sig op og ned, mens fødderne på dem bliver stående.

Også gennem Bruno Schulz’ noveller kører drosker omkring uden kuske. I novellen Kanelbutikkerne fragtes fortælleren gennem en vinternat oplyst af sne og stjerner. Ved et værtshus stiger kusken af drosken, men hesten fortsætter alene. Da fortælleren senere også stiger af, forvandler hesten sig til en legetøjshest af træ. Fortælleren omfavner den og føler sig ”let og lykkelig” til mode. I novellen Krokodillegaden kører førerløse drosker op og ned ad gaderne. Deres kuske er, som Schulz skriver, ”optaget af tusind andre ting”.

Siden seks-syv års alderen havde Schulz været fascineret af hestevogne. Kareter og drosker er blandt de hyppigst forekommende motiver på hans tegninger og tryk. En hestevogn eller en karet var for ham et fænomen fuld af skjult symbolik. Allerhelst tegnede han den med opslået kaleche og glødende lygter på vej ud af en natlig skov. På de mange skitser til illustrationer til novellen Foråret ses igen og igen kareter køre gennem mennesketomme gader, i baggrunden danner rækker af huse espalier, og en gang imellem løber en lille, energisk hund langs med de snurrende hjul. Kareten tilhører, som i Murnaus film, en anden sfære, erotisk og drømmeagtig. På dens sæder ligger kvinder henslængt, æteriske og sensuelle. Ingen mand kan nå dem. På et øjeblik er de borte.

For passageren i en karet er verden et omkringhvirvlende kalejdoskop. I novellen Min far slutter sig til brandkorpset transporteres fortælleren og hans mor en efterårsdag hjem fra deres sommerophold ”ved Slotwinkas skovklædte flodmunding” i en gammel landauer. Gennem ruden ser de ”det ene farverige landskabsbillede efter det andet passere forbi, som om de blev kastet fra én hånd til en anden ligesom spillekort når man blander dem.”