Bruno Schulz i Paris

Sommeren 1938 tilbragte Bruno Schulz i Paris. Han ankom i begyndelsen af august efter flere døgns togrejse. Pianistinden Maria Chasin, som han tre år tidligere havde lært at kende i Zakopane, og maleren Natan Spiegel fra Lodz ledsagede ham. For at undgå det nazistiske Tyskland var de rejst gennem Italien. Alle tre ønskede de at etablere kontakt til den parisiske kunstverden. Schulz medbragte omkring et hundrede tegninger, som han gerne ville udstille. Han indlogerede sig på Hotel d’Orient i rue de l’Abbé Grégoire lige ved Luxembourg haven.

Med Maria Chasins bror, Georges Rosenberg, der allerede længe havde boet i Paris, mødtes Schulz ofte. Rosenberg huskede senere: ”Vi tilbragte en aften i en meget fashionabel kabaret i Paris, i 'Casanova' på Montmartre. Schulz var henrykt over de smukke kvinder, deres elegante kjoler og de ”chokerende” decolletés. Det forretningsmæssige i kvindernes opførsel ignorerede han. Frygtsomt spurgte han mig, om han måtte røre ved den kvindes arm, der sad ved bordet ved siden af vores. Kvinden havde tydeligvis intet imod det. Det bevægede ham dybt. Jeg indså, at Schulz var en fange af sin egen fantasi og slet ikke noget lykkeligt menneske. Men til os andre delte han ud af sin ånds rigdom, tanker, poesi … ”

Schulz havde inden afrejsen ønsket at møde den franske forfatter Jules Romains, men desværre var denne, i lighed med næsten alle den franske hovedstads kunsthandlere, koncertarrangører og forlæggere bortrejst for sommeren. Heller ikke den polske kulturattaché Jan Lechon, der beundrede Schulz og gerne ville have hjulpet ham, lykkedes det at træffe. Til sidst tilbød kunsthandleren Rotgé dog at udstille et antal tegninger. Arrangementet skulle løbe af stablen i november samme år, men da Schulz ikke kunne tilvejebringe den forlangte forudbetaling på 1600 franc, blev det opgivet.

I et brev til Romana Halpern skrev Schulz d. 29. august 1938: ”Jeg har udholdt Paris de sidste tre uger, selvom jeg allerede efter den første uge forstod, at jeg ikke kan realisere det, jeg havde planlagt. Det var naivt at drage af sted, sådan som jeg gjorde det, for at erobre Paris. Det er den mest eksklusive, selvtilstrækkelige og lukkede by her på jorden ... Derudover er Paris tom – alle de bedste kunstgallerier er lukket. Ganske vist kom jeg i forbindelse med en kunsthandler i Faubourg St. Honoré gaden, der ville lave en udstilling, men senere trak jeg mig selv ud af aftalen. Alligevel er jeg glad for, at jeg har været i Paris og har set så mange forunderlige ting, har set det én gang på nært hold, og ikke gennem reproduktioner – de store epokers kunst – og endelig, at jeg er sluppet af med visse illusioner, hvad angår en international karriere. Jeg så meget smukt, foruroligende og forfærdende. De smukke parisiske kvinder gjorde et stort indtryk på mig – både ’de pæne piger’ og kokotterne, deres løssluppenhed, tempo ...”