tirsdag den 5. juni 2007

Krokodillegaden

I samlingen Kanelbutikkerne findes novellen Krokodillegaden. Her fortæller Bruno Schulz om en gade af tvivlsom karakter, hvor alskens farveløst ragelse falbydes, mens prostituerede spankulerer omkring i kniplingsbesatte kjoler og ophidser den forbipasserende uden at tilfredsstille hans begær. Denne gade er en fordærvelsens gade, et vældigt gæringskar for umulige ønsker, et sted hvor intet realiseres og kun ugræs og askegrå valmuer vokser frem.

Virkelighedens krokodillegade hed Ulica Stryjska og løb fra torvet i Drohobycz, hvor Jakub og Henrietta Schulz, forfatterens forældre, indtil 1910 drev en klædehandel, mod øst til nabobyen Stryj. Tæt ved torvet var en række fornemme bygninger placeret, et teater, en synagoge og et politikontor. Længere ude lå industribygninger og lejekaserner. I en enkelt novelle, i August fra Kanelbutikkerne, optræder Stryjska-gaden under sit rigtige navn. Schulz fortæller her om et apotek, i hvis udstillingsvindue en stor glaskolbe med hindbærsaft blev falbudt som mirakelmedicin.

Galicien, den nordøstligste provins af det østrigske kejserrige, var rig på oliekilder. Da hospitalet i Lemberg (Lviv) i 1855 for første gang blev oplyst af moderne olielamper, skete det med olie, der stammede fra Drohobycz. Det samme gjorde den olie, der i 1858 bragte lys til Wiens Nordbahnhof. Omkring år 1900 var Galicien den fjerdestørste olieproducent i verden.

Olien illuminerede Drohobycz, nogle bragte den hurtig rigdom, men byens hovedstrøg, mente Schulz, gjorde den farveløs og gold. At gå gennem denne gade, der overalt var påklistret tarvelige plakater, var som at vandre gennem et sort-hvid fotografi eller et prospektkort. Virkeligheden, skrev Schulz, var tynd som papir: selv sporvognene var lavet af papmaché. Krokodillegaden var en hvid plet på landkortet, en uudforsket periferi, noget fordækt, hvis eksistens kartografen havde vægret sig ved at anerkende. Droskerne var førerløse og luften formørket af kulstøv fra de sorte togvogne, der af og til passerede igennem.

1 kommentar:

Ma.Te. sagde ...

Det her er altså bare vildt god information. Jeg er så glad.

Vh.
Malte