Felix Landau

Som eventyrfortællersken Sheherezade hos den skinsyge kong Shahriyar nød Bruno Schulz en tid lang beskyttelse hos Gestapo-officeren Felix Landau. Sit portræt lod den østrigske officer, møbelsnedker og selvudnævnte ’kunstkender’ male af Schulz; en såkaldt ’rideskole’ lod han ham dekorere med vægmalerier, og henover et loft i det tidligere jødiske børnehjem i Drohobycz, der fra efteråret 1941 blev brugt som selskabslokale for Gestapo-officerer, lod han ham male en freske, der forestillede en række velklædte herrer i selskabstøj. Til gengæld for dette lagde han oven i Schulz’ daglige brødration en skål suppe eller et glas marmelade. Og frem for alt lod han – under de daglige overgreb mod indbyggerne i ghettoen – Schulz gå fri.

Felix Landau blev født i Wien i 1910. Sit jødisk-klingende efternavn fik han et år gammel, da hans mor giftede sig med en jødisk forretningsmand. Da denne kort efter den første verdenskrigs afslutning døde, blev den niårige Felix anbragt i en katolsk kostskole. Seks år senere blev han medlem af det østrigske nazistpartis ungdomsafdeling og enogtyve år gammel medlem af SA. I 1934 var han involveret i mordet på den østrigske kansler Engelbert Dollfuss. Herefter sad han i fængsel, indtil han i 1938, efter Østrigs indlemmelse i Tyskland, blev Gestapo-officer i Wien.

Straks efter den anden verdenskrigs udbrud blev Felix Landau udstationeret i den polske by Radom, senere blev han forflyttet til i Lwów, og derpå fra efteråret 1941 til Drohobycz. Officielt havde han ansvaret for de jødiske tvangsarbejderes arbejdsindsats, men reelt organiserede han massenedskydninger. I Drohobycz slog han sig, med sin veninde og deres lille søn, ned i en toetages, okkerkalket Jugendstilsvilla i Jana-gaden nr 12. (i dag Tarnowski-gaden nr. 14). Ghettobeboere, der overlevede krigen, har fortalt, at han ved flere lejligheder gange fra et vindue på første sal i villaen skød ned i et overfor liggende Gärtnerei og med fortsæt dræbte adskillige, som arbejdede der.

Da Landau i begyndelsen af 1942 bad Schulz dekorere væggene i sin søns værelse, valgte Schulz at ’ansætte’ en af sine tidligere elever som assistent. Denne, en ung mand ved navn Emil Górski, huskede siden: ”Den næste ordre lød på at male nogle ”fresker” i et barneværelse. Schulz tog mig med derhen og sådan - under disse mærkværdige omstændigheder – oplevede jeg kunstneren Schulz arbejde … de scener vi malede stammede fra forskellige eventyr. Schulz skitserede den overordnede komposition og overlod mig derpå visse detaljer. Overalt var Schulz tro mod sine kreative principper: i dette børneværelses fantastiske eventyrsceneri havde kongerne, ridderne og deres væbnere alle ikke-ariske ansigtstræk, præcis som de mennesker Schulz levede blandt på denne tid. Deres lighed med de lidende og ydmygede skikkelser, Schulz overalt havde set, var forbløffende. Disse forslåede mennesker skildrede Schulz nu som stolte konger på troner af zobelskind, med gyldne kroner på hovedet, på funklende hvide heste og med sværd i hænderne omgivet af væbnere, eller siddende som fine herrer i gyldne kareter.”

I september 1943, da der ikke var en eneste indbygger tilbage i ghettoen, forsvandt Felix Landau fra Drohobycz. Ved den anden verdenskrigs afslutning gik han under falsk navn under jorden, men et år senere blev han genkendt på gaden i Linz af en jøde fra Drohobycz, et af de ofre der var undsluppet ham. Amerikansk militærpoliti arresterede ham og anbragte ham i en interneringslejr i Glasenbach. Imidlertid lykkedes det ham i 1947 at flygte, og han levede nu i mere end ti år under navnet Rudolf Jaschke i den sydvesttyske provinsby Nördlingen, hvor han drev et indretningsarkitektfirma. I 1963 blev han atter genkendt, arresteret og ved retten i Stuttgart idømt livslang fængselsstraf. Denne dom omstødtes ti år senere. Felix Landau døde i 1983 i Wien som en fri mand.