“Det er en kendt sag, at tiden i sin forrykthed kan bringe uorden i rækken af sædvanlige, normale år og afstedkomme andre særprægede og vanartede år, på hvilke der – ligesom en sjette finger på hånden – vokser en trettende og falsk måned ud.” Sådan begynder Bruno Schulz sin novelle En nat i højsæsonen, den trettende og sidste i samlingen Kanelbutikkerne. Denne falske, overflødige måned, skriver Schulz, består af ”vildtvoksende, golde og idiotiske dage”, der som “apokryfe skrifter er blevet smuglet ind mellem kapitlerne i årets store bog og som palimpsester i al hemmelighed skubbet ind mellem dennes blade.”I sit essay 'A Living Schulz: Noc wielkiego sezonu' (Baltimore, 1994) kaster den amerikanske litteraturkritiker David A. Goldfarb et granskende blik på netop denne novelle. Den gængse opfattelse af Schulz, argumenterer Goldfarb, som en ikke-religiøs, ja nærmest blasfemisk forfatter er ganske fejlagtig. Med den ovenfor anførte skildring af året som en bog og den trettende, falske måned som en mærkværdig, indsmuglet, apokryf kommentar indskriver Schulz sig tværtimod i en specifik jødisk, talmudisk tradition.
Talmud, den hellige tekst, består dels af hovedteksten Mishna, som patriarken Moses modtog mundtligt fra Jahve, og dels af de udførlige kommentarer Gemara, som rabbinere har tilføjet i marginerne i århundredernes løb. At tilbede Talmud er at udlægge og diskutere begge disse tekstspor. Blandt den frommes største ønsker er dette: til det allerede vildtvoksede væv af kommentarer en skønne dag selv at kunne tilføje sin egen.
Men ikke tiden, argumenterer Goldfarb, forvandles hos Schulz til tekst, også rummet. Som tætskrevne sider i den hellige skrift er de steder i provinsbyen Drohobycz, der fremmanes i novellerne. Torvet med markedspladsen er den hellige hovedtekst, omkring den slynger sig de labyrintiske sidegader som et væv af kommentarer. I Schulz drømmeagtige tekster sammenfiltres tid og rum. Ingen kronologi er lineær. Troskyldigt bevæger læseren sig ned af ét fortællespor, men dukker så pludselig op på et andet. Alt er i bevægelse. Intet sted er der fast grund.
Talmud, den hellige tekst, består dels af hovedteksten Mishna, som patriarken Moses modtog mundtligt fra Jahve, og dels af de udførlige kommentarer Gemara, som rabbinere har tilføjet i marginerne i århundredernes løb. At tilbede Talmud er at udlægge og diskutere begge disse tekstspor. Blandt den frommes største ønsker er dette: til det allerede vildtvoksede væv af kommentarer en skønne dag selv at kunne tilføje sin egen.
Men ikke tiden, argumenterer Goldfarb, forvandles hos Schulz til tekst, også rummet. Som tætskrevne sider i den hellige skrift er de steder i provinsbyen Drohobycz, der fremmanes i novellerne. Torvet med markedspladsen er den hellige hovedtekst, omkring den slynger sig de labyrintiske sidegader som et væv af kommentarer. I Schulz drømmeagtige tekster sammenfiltres tid og rum. Ingen kronologi er lineær. Troskyldigt bevæger læseren sig ned af ét fortællespor, men dukker så pludselig op på et andet. Alt er i bevægelse. Intet sted er der fast grund.
Men hvordan skal vi da læse Schulz? Ja, mener Goldfarb, vi skal gøre som de fromme talmudister. I hvert vores slidte billigbogseksemplar skal vi i marginerne indskrive vores egne legender, fremføre vores egne klagesange, tilføje vores egne kommentarer.
Selv skriver Schulz i En nat i højsæsonen: ”Og mon ikke jeg, når jeg skriver disse fortællinger ned og ordner disse historier om min far i tekstens slidte margen, nærer det hemmelige håb, at de engang ubemærket vil blive borte mellem de gulnede ark i denne strålende, løst bladrende bog og forsvinde i den høje knitren fra dens blade, der så vil lukke sig over dem?"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar