Floriańska 10

I en labyrintisk, skyggefuld lejlighed i et okkerkalket, enetageshus (som stadig findes) i Floriańska-gaden nr. 10 i Drohobycz boede Bruno Schulz fra 1910 og frem til efteråret 1941, hvor han som alle distriktets jøder tvangsflyttedes til den netop oprettede ghetto.

I lejligheden logerede, foruden Schulz selv, hans psykisk ustabile storesøster Hania, hendes to sønner Ludwik og Zygmunt, en halvskør, ældre kusine og (indtil hendes død i 1931) hans mor.

Over den fattige familie, hvis medlemmer alle var afhængige af Schulz’ beskedne lærerløn, var der, hvad enhver fremmed der besøgte stedet bemærkede, noget dystert og sært. Rastløse sneg de tre ældre kvinder sig fra værelse til værelse, deres tøfler gjorde dem næsten lydløse, hvert øjeblik kunne de dukke op, snart i én krog, snart i en anden. En ængstelig stilhed herskede i lejligheden, der kun blev brudt af Hanias hysteriske anfald eller af brunstige kattes skrig.

Schulz længtes i årevis efter en anden, en mere beroligende stilhed. Ofte talte han om, hvordan ethvert menneske et sted i sin hjerne måtte have et ”stille hjørne”, hvor under de rette betingelser skabelsesprocesser kunne finde sted. ”Jeg kunne aldrig,” sagde han, ”som Kafka, skabe i et klima af angst og frygt.”

Til litteraturkritikeren Andrzej Pleśniewicz skrev han i 1936: ”De overvurderer fordelene ved mit liv i Drohobycz. Hvad jeg savner her – også her – er stilhed, min egen musikalske stilhed, et pendul i ro, der adlyder sin egen tyngde, der svinger i sin egen bane, der ikke forstyrres af noget fremmed. Denne substantielle, positive og fuldstændige stilhed er i sig selv allerede næsten skabende. De fortællinger, der ved min hjælp kommer til verden, udspiller sig hinsides en bestemt grænse inde i stilheden, kun der hvor en absolut ligevægt hersker tager de form.”