”Min far lyttede. Hans øre syntes i den natlige stilhed at vokse og forgrene sig helt ud ad vinduet, som var det et eller andet fantastisk koraldyr, en rød polyp, der bølgede frem og tilbage i nattens mudrede rum.” Sådan skriver Bruno Schulz et sted i novellen En nat i højsæsonen fra samlingen Kanelbutikkerne. Det fantasifulde, surreelle billede af et kolossalt, langt ud i natten forgrenet øre er dog ikke Schulz eget men stammer, hvis man skal tro Schulz’ egne udtalelser, fra et brev skrevet af den ti år yngre ven Władysław Riff.Schulz og Riff lærte sidst i 1920erne hinanden at kende i kurbyen Zakopane i Tatrabjergene, firs kilometer syd for Kraków. Schulz rejste dertil på rekreationsophold. Riff, der i nogle år havde studeret filologi ved Jagielloński-universitetet i Kraków, men siden var blevet ramt af tuberkulose, boede permanent på et værelse i sin mors pensionat. I Zakopane opholdt sig dengang ikke kun rekonvalescenter, men også talrige polske kunstnere og intellektuelle. Man begejstredes over bjergluften, de ekspressive træhuse og de lokale bjergbønders musik. Karol Szymanowski, den store polske avantgardekomponist, og Stanisław Witkacy, det absurde teaters far, arbejdede her.
Władysław Riff var for Schulz ikke kun en fortrolig ven, men også ”en rejsefælle i udforskningen af det ukendte”. Mens den nogle og trediveårige Schulz endnu blot opfattede sig selv som tegner og grafiker, var den unge Riff allerede en talentfuld prosaist. Riff læste og kommenterede Schulz’ allertidligste skitser, og om den ambitiøse, eksperimentalroman, som han selv arbejdede på og som han omtalte som en ”roman om rejser i sindet”, fortalte han udførligt i sine (siden bortkomne) breve til Schulz.
Forfatteren Adam Wążyk, der kendte både Schulz og Riff, huskede år senere det indtryk en passage i Riffs bog havde gjort på ham: ”Jeg var forbløffet over de lange, indviklede sætninger, der var fuldstændig blottet for stilistisk effektjageri. Fortælleren berettede om sit barndomshjem, om skolen, om sin mor og om en logerende, som moren lejede et værelse ud til. Efter flere tilfældige møder blev fortælleren og denne fremmede person, der var trådt ind i familiens cirkel, fortrolige. Han forsøgte at beskrive ham, men oven i den begrænsede viden, han fik ved at iagttage ham, lagde han sine egne tildigtninger, han mytologiserede det fremmede individ.”
”Bruno Schulz,” huskede Wążyk endvidere,” sendte mig siden nogle af Riffs breve, som han havde modtaget i Drohobycz. Riffs pension var i disse breve blevet til et skib, dets besætning udgjordes af de logerende, mens kaptajnen var en fiktiv figur. Skibet var bizart, den tætte prosa fuld af metaforer; alt sammen havde det en humoristisk tone”.
Den 25. december 1927 døde den seks og tyveårige Riff af tuberkulose. Da man desinficerede hans værelse, brændte man alle hans ejendele, herunder også alle manuskripter og de breve han havde modtaget fra Schulz. Enhver erindring om Riff var i de følgende år smertefuld for Schulz, han brød sig ikke om, at nogen nævnte vennens navn. Da Kanelbutikkerne udkom, plagedes Schulz af skyldfølelse over, at han alene skulle høste frugterne af deres fælles inspiration, at han alene skulle fuldføre den ”rejse i sindet”, de sammen var taget ud på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar